---

Tiden, den går. Det skrevet står

at danen han må på ben

forsvare kanterne han har kær,

hver kvist, hver å, hver gravsten

Ej vil han fatte skæbnen han får - åh Alfader,

med dig til slaget gå

Elskende danser en dans så fin,

alt i herlighedens skridt

Da hører de luren om Ragnarok,

og dansen den stander hastigt

Ej vil de længere danse i takt - åh Alfader,

for nu skal de på jagt

Tiden, den går. En bonde står

tilbage med godset sit

“Mit begær er kun dødeligt,

men æren den varer evigt

Skænk mig modet!”, bonden be’r - åh Alfader,

“Ej skal jeg bruge mere”

Nej, ej skal han bruge mere

Gjallarhornet, grædende,

bekendtgør dit endeligt

Må ungersvenden graven ned,

for mænd kan ej kæmpe fejlfrit

Ungersvend da til samlingen drog

og indser nu skæbnens kår

Aldrig han før kunne drømme om

at hæve sit sværd med guder

En sensommer kvæld der samles en hær

- åh Alfader,

For tiden den er nær

For tiden den er nær

For tiden ender her

For tiden den er nær